Husker du… da Holland ikke kunne score?

Pundit elsker EM. Derfor præsenterer vi nogle af de øjeblikke, vi husker allerbedst fra de tidligere slutrunder. Vi starter med et hollandsk straffemareridt fra slutrunden i Holland og Belgien i 2000.

Den 29. juni 2000 så Amsterdam frem til en uforglemmelig sommeraften. De hollandske EM-værter tog imod Italien i en kamp om en plads i finalen mod de daværende franske verdensmestre. Holland havde spillet helt uimodståeligt i turneringen. Som de har for vane at gøre i de store slutrunder.

En fuldstændig ustoppelig, hollandsk offensiv havde ydmyget Jugoslavien med hele 6-1 i kvartfinalen. Inden da havde Holland hentet tre sejre i en dynamitpulje med Frankrig, Tjekkiet og Danmark. Storspillet i 2000 kom dog ikke som nogen overraskelse for de hollandske fodboldfans. To år tidligere havde de også betaget, ikke blot Holland, men en hel verden, da ’Oranje’ viste sprudlende offensiv fodbold, inden det dog blev til exit i semifinalen efter et straffesparksnederlag til Brasilien. Ligesom det også var blevet til straffesparksnederlag ved EM i både 1992 og 1996.

Denne gang skulle det dog være for det fodboldgale land. De kliker, som ofte skabte splittelse i truppen, syntes at være blevet mindre markante under den nye landstræner, Frank Rijkaard. Ved de forudgående slutrunder havde der ellers været flere synlige konflikter mellem de forskellige etniske grupper på landsholdet. Hvis den unge træner kunne få samlet de mange individualister, var der ingen tvivl om, at få mandskaber ville kunne matche Hollands potentiale.

En trup som bød på defensive kapaciteter som Edwin van der Sar, Gio van Bronckhorst, Jaap Stam og Frank de Boer samt offensive troldmænd som Dennis Bergkamp, Patrick Kluivert og Marc Overmars. Krydret med nogle af tidens bedste midtbanespillere i Edgar Davids, Phillip Cocu, Clarence Seedorf og Boudewijn Zenden, havde den senere FC Barcelona-træner en misundelsesværdig talentmasse at vælge sine startere fra.

Det var dog ikke, hvem som helst, de stod over for i denne semifinale. Foran den italienske målmand, Francesco Toldo, var en frygtindgydende mur bestående af Mark Iuliano, Alessandro Nesta og Fabio Cannavaro - flankeret af Gianluca Zambrotta og Paolo Maldini på back-pladserne. Av for Kluivert!

Hollænderne fortsatte dog med den frembrusende offensiv, som de havde vist gennem hele turneringen. Bergkamp var flyvende som sjældent set, og han var lige ved at bringe værterne i front tidligt i kampen, men hans geniale træk og fine afslutning prellede af på stolpen. Efter en halv time lignede det en umulig mission for Dino Zoffs tropper, da Zambrotta måtte tidligt i bad efter to gange gult kort.

Nu skulle Toldo spille som Zoff anno 1982, hvis ’Azzurri’s finaledrømme skulle bibeholdes.

Hollænderne fortsatte med at tromle over de sagesløse italienere, som blev løbet over ende gang på gang. Kort før pausefløjtet blev Italiens mission endnu sværere, da Nesta havde for godt fat i trøjen på Kluivert.

Straffespark til Holland. Anfører Frank de Boer tog ansvaret fra ellevemeter pletten. Hans spark mindede dog mest om et lilleputforsøg over for den store Toldo, som kastede sig til den rigtige side og nemt parerede bolden.

11 mod 10 fortsatte den hollandske dominans efter pausen, og et kvarter inde i anden halvleg blev Edgar Davids’ hurtige fødder slagtet af Iuliano.

Straffespark nummer to til Holland. Denne gang skulle Europas mest formstærke angriber selvfølgelig sparke. Kluivert havde scoret tre vidunderlige mål i kvartfinalen og havde scoret 25 mål for FC Barcelona i den forgangne sæson. Denne gang hoppede Toldo til den forkerte side.

Hollandsk ekstase?

Nej, bolden tog stolpen og hoppede tilbage mod Kluivert, som dog lige akkurat ikke kunne nå frem til riposten.

En time spillet. To straffespark. Et rødt kort.

Men stadig nul mål.

Hollændernes utålmodighed nåede nye højder, og der var længere mellem de store chancer.

0-0 efter 90 minutter.

Italien havde fortsat fuld koncentration på defensiven, men var ved et par lejligheder lige ved at snyde den hollandske defensiv på hurtige omstillinger. Frank Rijkaard kunne kun se til fra sidelinjen, mens de resterende spilleminutter raslede ned hurtigere end sveddråberne fra Jaap Stams isse.

0-0 efter 120 minutter.

Finalisten skulle findes fra straffesparkspletten.

Luigi Di Baggio smadrede sit spark i venstre målhjørne uden chance for van der Sar. 1-0.

Frank de Boer tog ansvar igen og var første hollandske skytte. Men sparkede om muligt endnu svagere end i den ordinære spilletid, og Toldo stod i vejen. Igen.

Gianluca Pessotto stod klar. Elegant blev van der Sar sendt til den forkerte side. 2-0.

Hollænderne sendte Jaap Stam frem som næste skytte. Forsvarsmonsteret kvitterede for tilliden ved at sende sit spark over mål Roberto Baggio-style.

Så blev det en 23-årig Francesco Tottis tur. Lidt nervøse træk hos den smukke italiener? Det var dog bare spil for galleriet. Van der Sar lignede en tåbe og Totti et geni, da kejseren elegant sendte en Panenka i kassen. 3-0.

Yderligere én italiensk scoring eller hollandsk afbrænder, og Italien var i finalen.

Kluiverts tur. Oddsene for en finaleplads var så mikroskopiske små, at presset stort set var væk. Sikker Kluivert-scoring. 3-1.

Forsvarsspillerne havde ikke held med straffesparkene. Og selv Italiens kaptajn, unikummet Paolo Maldini, måtte se sit spark reddet.

Holdt Gud mon alligevel med Holland? Nej. Paul Bosvelt blev nemt læst af den overmenneskelige spåmand Toldo, som sendte Italien i EM-finalen.

Amsterdam fik ikke fyret op til finalefest den juni-aften i år 2000, og Holland blev for tredje EM-slutrunde i træk slået ud efter en straffesparkskonkurrence.

’Hvad nu hvis’ er en sætning, som Holland har kunnet sige efter næsten hver eneste fodboldslutrunde. Bliver det anderledes for holdet med de ikoniske trøjer denne sommer?

Se et sammendrag af kampen fra EM 2000 her.

Paul Bosvelt, Toldo, EM 2000

Leave a comment