Husker du…den vilde portugiser med det gyldne hår?

Pundit elsker EM. Derfor præsenterer vi nogle af de øjeblikke, vi husker allerbedst fra de tidligere slutrunder. Denne gang kigger vi nærmere på den portugisiske kriger Abel Xavier, som spillede en hovedrolle i den hæsblæsende semifinale mod Frankrig under EM i 2000.

EM-slutrunden i 2000 bød på et hav af fremragende fodboldkampe, og semifinalen mellem favoritterne fra Frankrig og turneringens positive overraskelse fra Portugal leverede et uforglemmeligt drama, hvor en karismatisk, portugisisk forsvarsspiller endte med at spille den helt store rolle.

Portugal havde imponeret i gruppespillet af turneringen, hvor de hentede maksimumpoint og vandt gruppen foran Rumænien, mens fodboldstormagterne fra Tyskland og England blev sendt hjem allerede efter indledende runde. I deres åbningskamp mod England kickstartede Luis Figos langskudsmissil et comeback, som tog Portugal fra 0-2 til en 3-2-sejr over Kevin Keegans tropper. Efter en problemfri kvartfinalesejr over Tyrkiet, havde Portugal nu muligheden for at spille sig i deres første slutrundefinale nogensinde.

Over for dem stod de franske verdensmestre, som havde ekspederet Spanien ud af turneringen i kvartfinalen. Den portugisiske defensiv skulle forsøge at dæmme op for den måske stærkeste offensiv et europæisk landshold nogensinde har kunnet mønstre. Angrebsdiamanterne Nicolas Anelka og Thierry Henry foran Zinedine Zidane var et offensivt trekløver, som selv Le Pen-familien inderst inde måtte have haft svært ved ikke at lade sig begejstre af. Når man samtidig kigger på de tre indskiftere Frankrig havde i kampen: Sylvain Wiltord, Robert Pires og David Trezeguet, forstår man, hvorfor Portugals træner Humberto Coelho gentagne gange måtte klø sig i sit majestætiske overskæg, mens han nervøst så til fra bænken.  

Den portugisiske defensiv var dog heller ikke noget at kimse af, og udover de to mål i åbningskampen mod England, havde Vitor Baia ikke indkasseret nogen scoringer i turneringen.

Foran ham havde han den brutale Lazio-midterforsvarer Fernando Couto samt Jorge Costa, mens Dimas tog sig af pladsen på venstre back. Højrebacken var alt andet end anonym med sit udseende, og også i kampen skulle Abel Xavier med det afblegede hår og skæg vise sig at være særdeles iøjnefaldende.

Denne verdensmand havde en enestående karriere. Født i Mozambique og med kampe i den bedste fodboldrække i Europas fire største fodboldlande: Italien, Spanien, England og Tyskland. Når han samtidig også har optrådt i den bedste række i både USA, Portugal, Holland og Tyrkiet, kommer man ikke uden om at tildele dette forsvarsmonster et legendeprædikat.  

Legendarisk var denne semifinale også på mange måder. Zidane brillerede fra start, og den oplagte Juventus-dirigent leverede flere tryllerier end en issælger i Istanbul.

Frankrig sad fuldstændigt på spillet, men en snu Nuno Gomes tog chancen udefra og hamrede føringsmålet i kassen midt i første halvleg. Kort efter pausen fik Thierry Henry udlignet, da han sparkede bolden mellem benene på Couto, inden den strøg i kassen.

Og så var det tid til, at Abel Xavier kunne overtage scenen.

I den ordinære spilletids sidste minut, var Xavier centimeter fra at blive udødeliggjort i Portugal. Efter en dødbold stangede han et kraftfuld hovedstød med retning mod netmaskerne. Men op hoppede Fabian Barthez, og med en af karrierens bedste aktioner afværgede den lille målmand fransk exit. Xavier kunne blot tage sig til hovedet, da der kort efter blev fløjtet af for de første 90 minutter.

Den forlængede spilletid bød på flere forspildte muligheder til begge mandskaber for at score det finaleudløsende ’Golden Goal’. Men med få minutter tilbage af den forlængede spilletid lignede det, at det hele skulle afgøres fra ellevemeter-pletten.

Abel Xavier

Men så indtraf dramaet. De to indskiftede spillere Trezeguet og Wiltord splittede de rød-grønnes forsvar, og over for Trezeguet kunne Baia kun skubbe bolden væk, så den landede for fødderne af Wiltord. Fra en spids vinkel sparkede den kommende Arsenal-spiller bolden mod mål, hvor kun en stor Xavier kunne redde portugiserne. Wiltords afslutning røg dog forbi Xavier, og så stak han instinktivt hånden ud og blokerede sparket. Først så dommeren ud til at have dømt hjørnespark, men med hjælp fra sin linjedommer blev straffesparket korrekt dømt – dog til uhørt store protester fra portugiserne, som ikke havde vist lignende arrigskab siden kolonitiden. Topscorer Nuno Gomes blev smidt ud, mens Xavier svinede den stakkels dommer så meget til, at portugiseren senere fik en seks-måneders karantæne for sit store vredesudbrud.

Lige lidt hjalp det, og Zidane var mere cool end selv Xaviers frisure og sendte sikkert sparket i kassen – og Frankrig i finalen.

Det er dog ikke Zidane, vi husker bedst fra denne kamp, men de fantastiske billeder af Xavier, hvis vrede og kampgejst havde fortjent en finaleplads.

Cristiano Ronaldo er ikke just nogen Abel Xavier, og Pundit har ikke samme kærlighed til det nuværende Portugal-hold, der som forsvarende europamestre er havnet i en dynamitpulje med blandt andet Frankrig og Tyskland. Men hvor langt kommer Portugal denne gang?

 

 

 

Indsend en kommentar