2011 – en kavalkade af Arsenal-skuffelser (1:2)

Livet som Arsenal-tilhænger har budt på sin andel af fantastiske kampe, men mindst lige så mange ubærlige skuffelser. I mine lidt over 20 år som Arsenal-fan var det til stadighed hårdeste år kalenderåret 2011, hvor optimismen var større end længe, men hvor det hele nok en gang endte i knuste drømme.

2011 var året, hvor Jack Wilshere drev gæk med verdens bedste midtbane, da FC Barcelona blev besejret med 2-1 efter et fantastisk kamp på Emirates. 2011 var også året, hvor Chelsea blev smadret med 5-3 på broen efter et fremragende hattrick af en dengang guddommelig Robin van Persie.

På trods af disse flotte højdepunkter er 2011 et år, som jeg ikke kan undgå at få ondt i maven af at tænke tilbage på. Det var nemlig også året, hvor vi bragte os foran 1-0 mod Liverpool syv minutter inde i overtiden og på vej til at holde fast i drømmen om det første mesterskab i syv år. Lige indtil det mest Emmanuel Ebouske straffespark nogensinde blev begået, hvilket gav Dirk Kuyt muligheden for at sikre 1-1 12 minutter inde i overtiden.

Og blot tre dage efter dette pointtab smed holdet en 3-1 føring på White Hart Lane og måtte nøjes med et enkelt point, hvilket definitivt knuste mesterskabshåbet i foråret 2011. Disse to kampe nåede dog end ikke top-3 over mine største skuffelser i 2011, som 'forkælede' os med utænkelige mareridtsagtige kampforløb. Vi starter i det nordøstlige England med en kamp, som hverken Newcastle eller Arsenal-fans formentlig nogensinde glemmer.

Newcastle – Arsenal 4-4  5. februar 2011

Jeg husker, at jeg så kampen med stor selvsikkerhed og tænkte at det hele gik helt efter bogen. Faktisk endnu bedre, end man kunne have drømt om. 3-0 inden der var spillet ti minutter. Jeg havde naturligvis Robin van Persie som anfører på mit managerhold, og da han med sin anden scoring gjorde det til 4-0 efter en halv time, ventede jeg bare på, at den træfsikre hollænder skulle fuldende det, som lignede et uundgåeligt hattrick.

Anden halvleg gav dog lidt irritation, da Abou Diaby mistede temperamentet efter nok en gang at have modtaget en alt for hård tackling, og modtog et rødt kort. Det var dog mest irritation over, at han nu ville side udenfor mere end det var en bekymring over den kommende Arsenal-sejr, som måtte syntes så sikker, at bookmakerne formentlig allerede var i gang med at udbetale gevinst på den.

Midtvejs i anden halvleg var stillingen stadig 4-0 til Arsenal, men så skete det måske største og i hvert fald det mest uventede kollaps i Premier Leagues historie. Fire mål til Newcastle på 20 minutter, heraf to inden for kampens sidste ti minutter. Det sidste et ualmindeligt flot Cheick Tioté mål. Men også et mål som Tioté ikke ville score i 99 ud af 100 kampe.

De færreste husker, at Robin van Persie rent faktisk scorede til 5-4, men at målet blev underkendt, da han stod marginalt offside. Dermed blev det fortællingen om Arsenals kollaps, og selv om jeg var ødelagt på dagen, fik jeg i min Arsenal-naivitet fornyet håb, da Manchester United rent faktisk tabte deres kamp i runden til Wolverhampton senere samme aften.

Som om at Arsenals titeldrømme var forbundet med en universel kaosteori, bildte jeg nu mig selv ind, at det måske var for det bedste, at vi måtte nøjes med ét point, da Man United sikkert ville have hentet tre point i deres kamp, hvis vi havde taget sejren mod Newcastle. De kommende kampe viste dog med stor klarhed, at det mentale nederlag, som spillerne gik igennem efter fadæsen mod Newcastle med længder oversteg betydningen af det ene point, som var blevet indhentet på Manchester United.

Kampen mod Newcastle var den første store mavepuster i 2011. Læs med næste gang, når vi kommer rundt om to andre kampe, som stadig giver mareridt her ti år senere.

 

Indsend en kommentar